Det, vi bliver spurgt om oftest.
Hvis I ikke finder svar her, så ring eller skriv — vi svarer personligt inden for én arbejdsdag.
Hvor lang tid varer en workshop?
Vi tilbyder både én- og to-dages forløb. To dage er vores anbefaling, fordi det giver plads til både de juridiske rammer, hands-on arbejde og en konkret handlingsplan. Én dag fungerer godt som et intensivt introforløb, hvor I får fundamentet på plads og de første prompts i hus.
De åbne hold (Øst og Vest) afholdes altid over to dage.
Hvad er forskellen på åbne hold og interne workshops?
Åbne hold er for enkeltpersoner, der tilmelder sig individuelt. Vi har to åbne hold i efteråret 2026: Øst — nær København (9.–10. oktober) og Vest — nær Vejle (6.–7. november). Begge er to dages intens undervisning med mange praktiske hands-on-øvelser og 11.000 kr. alt inkl. (overnatning og forplejning). Begge hold forventes godkendt til 2-dages selvvalgt efteruddannelse, og der er plads til maks. 25 deltagere på hvert hold.
Interne workshops er for hele klinikken eller afdelingen samlet — op til 25 deltagere. Vi kommer ud til jer eller afholder det på et konferencested nær jer, én eller to dage tilpasset jeres hverdag. Et internt forløb kan også inkludere praktisk hjælp til opsætning af chatbots, tale-til-tekst-værktøjer, og specifikke projects/GPTs skræddersyet til jeres opgaver. Pris afhænger af omfang og leveres som et konkret tilbud efter forsamtale. Forventes momsfri som faglig efteruddannelse.
Hvor mange deltagere anbefaler I?
Maks. 25 deltagere pr. hold — det giver alle plads til individuel hjælp med prompts og arbejdsgange, samtidig med at der er god dialog på tværs. Det gælder både åbne hold og interne workshops.
Er I færre end 8, fungerer det også — prisen er den samme for gruppeworkshops, da det er fast pris pr. dag uanset holdstørrelse.
Kan sygeplejersker, sekretærer og bioanalytikere også deltage?
Ja — og vi anbefaler det stærkt. Vores bedste erfaringer kommer fra tværfaglige hold, hvor læger, sygeplejersker og sekretærer arbejder sammen om deres konkrete arbejdsgange. Administrativt personale har ofte de største tidsgevinster ved AI — og når hele klinikken lærer det sammen, holder ændringerne meget bedre.
Hvordan fungerer refusion via Fonden for Almen Praksis?
Workshoppen er tilrettelagt, så den opfylder kravene til selvvalgt efteruddannelse. Efter I har booket, indsender vi godkendelsesansøgning til Efteruddannelsessekretariatet (senest én måned før afholdelse), og workshoppen får et aktivitetsnummer, som deltagerne bruger på laeger.dk.
Fakturaen indeholder alle oplysninger, der kræves ved stikprøvekontrol: deltagerens navn, specificeret kursusafgift, dato og sted, vores CVR, samt aktivitetsnummeret. Efter workshoppen sender vi et dokumentations-PDF, som lægen blot kan uploade sammen med sin refusionsansøgning.
Sygeplejersker og sekretærer kan få refusion via klinikkens personalekonto (ca. 5.700 kr. pr. lægekapacitet i 2026).
Hvilke konkrete AI-værktøjer bliver vi undervist i?
På dag 1 arbejder vi hovedsageligt med de generelle sprogmodeller: ChatGPT, Claude og Microsoft Copilot (i Word og Outlook). Vi viser, hvilket værktøj der passer til hvilken opgave — og hvornår I skal bruge enterpriseversioner af hensyn til GDPR.
På dag 2 kigger vi på de medicinske værktøjer, der er ved at blive hverdag: transskriberings-værktøjer som Noteless, Omilon og Corti, oversættelsesværktøjer som SayHi, og hvordan wearables og patientgenererede data påvirker konsultationen. Vi demonstrerer live, og I får et konkret billede af, hvad der kræves, før I kan tage dem i brug hos jer.
Er det lovligt at bruge ChatGPT og Claude med patientoplysninger?
Kort svar: Nej, ikke uden videre — og det er præcis derfor, vi bruger flere timer på juraen. Der er stor forskel på den almindelige forbrugerversion og en enterprise-aftale med databehandleraftale. Der er også stor forskel på, hvad I kan gøre lovligt med anonymiserede data versus personfølsomme oplysninger.
På workshoppen gennemgår vi GDPR, journalføringsbekendtgørelsen og de konkrete do's and don'ts. I får en enkelt tjekliste og konkrete eksempler på, hvad I må — og ikke må. Vi arbejder aldrig selv med ægte patientdata på workshoppen. Alt er anonymiseret.
Vi er allerede i gang med AI — kan I skræddersy et forløb?
Ja, og det er faktisk det, vi foretrækker. Alle klinikker og afdelinger starter forskelligt, og det bedste udbytte kommer, når vi møder jer der, hvor I er. Før workshoppen har vi altid en kort forsamtale, hvor vi afklarer jeres nuværende niveau, systemer, og særlige fokuspunkter. Derefter tilpasser vi programmet.
Har I brug for et mere avanceret forløb — f.eks. med fokus på prompt engineering, AI-agenter, eller implementering i EG Clinea eller andet journalsystem — så tag fat. Vi bygger også skræddersyede forløb.
Hvor langt ude i landet kommer I?
Hele Danmark. Vi har holdt foredrag og workshops fra Bornholm til Vestjylland. Transportomkostninger afregnes efter statens takster og aftales på forhånd, så der ikke er nogen overraskelser på fakturaen.
Hvad sker der efter workshoppen?
I forlader workshoppen med en konkret 30/60/90-dages handlingsplan. Cirka 4 uger efter sender vi en opfølgningsmail med et kort check-in: Hvad er lykkedes? Hvor er I stoppet? Har I brug for en kort sparring?
Mange klinikker ønsker en opfølgningsdag efter 3–6 måneder, hvor vi bygger videre på det, der virker, og løser de nye problemer, der er opstået. Det kan tilkøbes separat.
Hvordan håndteres faktura og betaling?
For åbne hold: Når du tilmelder dig, modtager du en bekræftelse og en faktura. Du kan vælge EAN-faktura (offentlig arbejdsgiver), almindelig faktura til CVR (privat klinik) eller privat betaling. Betalingsfristen er 14 dage.
For gruppeworkshops: Fakturaen sendes enten som EAN-faktura eller som almindelig elektronisk faktura efter aftale. Vi følger kravene til "selvvalgt efteruddannelse" nøje, så fakturaen kan bruges direkte i refusionsansøgningen. For klinikker i udbud kan vi fakturere efter afholdelse frem for forud.
Hvad er det værste, der kan ske?
At I bliver klogere. Vi har aldrig haft en workshop, hvor deltagerne ikke tog mindst tre konkrete prompts eller arbejdsgange med hjem. Det siger vi med det forbehold, at det kræver, at I kaster jer lidt ud i det — men det hjælper vi med.
Andre spørgsmål?
Book workshop eller spørg direkte